14. september 2023

Af Ida Rahbek-Hertz, Cand.mag. i psykologi og kommunikation

I dag var vi tidligt oppe og så den smukke solopgang på vej på arbejde. Selvom jeg egentlig er på barsel indtil nytår, har jeg alligevel besluttet at tage et par enkelte leveringsdage de næste par måneder. Derfor er min yngste søn med i dag, og hygger med mormor (Eva), mens jeg underviser i robusthed for de vagthavende i de danske fængsler. En spændende opgave at bidrage til Kriminalforsorgens nye vagthavendeuddannelse, som jeg simpelthen ikke ville sige nej til.

Kriminalforsorgens vagthavendeuddannelse rummer en lang række læringsmål, herunder kendskab til beredskabsplaner og øvrige nødprocedurer, principper for indsatsledelse, hensigtsmæssig kommunikation, men også fokus på de vagthavendes trivsel og mentale parathed. De vagthavendes arbejdsliv er præget af højt arbejdspres, mange akutte situationer og stor følelsesmæssig belastning i arbejdet. Forskning viser at netop disse elementer kan føre til stressreaktioner og mistrivsel, med alvorlige konsekvenser for den opgave der skal løses og for den enkelte medarbejders mentale sundhed.

Derfor har Center for Mental Robusthed udviklet en undervisningsdag om robusthed og trivsel, der giver de vagthavende viden om og indsigt i den psykologisk færdighed, mental robusthed, der hjælper dem til at håndtere udfordringer, stress og svære hændelser, samt passe på sig selv. Gennem undervisningen får deltagerne viden om faktorer der udfordrer trivsel, en grundig indføring i mekanismerne bag den psykologiske færdighed mental robusthed, indblik i de fem overordnede robusthedsfaktorer, samt konkrete forskningsbaserede metoder/redskaber indenfor alle de fem faktorer, som efterfølgende kan anvendes i hverdagen. Metoderne er tilpasset de vagthavendes hverdag og omfatter både kognitive-, følelsesmæssige-, og relationelle færdigheder, samt indblik i psykologiske styrker og redskaber der styrker evnen til selvregulering.

#meningsfuldtarbejde #robusthed #kriminalforsorgen #Centerformentalrobusthed

Start typing and press Enter to search