Jeg tror ikke på nytårsforsætter. Men jeg tror på værdien i, at starten dagen med en intention.

En intention om, at møde verden, andre mennesker, og mig selv, med velvilje og optimisme, venlighed og compassion. At undlade at gøre nogen ondt, i tankerne, med mine ord og handlinger.

En intention om være gavmild i dag. At give til andre, i form af støtte eller hjælp, min opmærksomhed, viden, tillid, et smil eller en opmuntrende bemærkning – og at udtrykke anerkendelse, værdsættelse og taknemmelighed.

En intention om at være tålmodig i dag. I en særligt krævende situation, eller når jeg mærker den lille frustration, tålmodig bare for en stund. At udvise tålmodighed overfor andre, der er anderledes end mig, overfor mine egne udviklingsområder, og ting som ikke blev som forventet.

En intention om at afsætte tid til meditation og kontemplation. Fordi det er livgivende, og fordi det er vejen til et fokuseret og åbent sind – der er forudsætningen for et åbent hjerte. Fordi jeg er en bedre mor, ægtefælle, ven og ikke mindst underviser, når jeg har mediteret, og når jeg giver mig selv tid til at reflektere over mine værdier.

En intention om at møde dagen med bevidstheden om, at intet kun har en side, men at alt rummer en dobbelthed. At min fortolkning skaber mit perspektiv. At alt er i konstant forandring – både det der er dejligt og det der er svært. Det baner vejen for optimisme – troen på at der er noget godt i vente, og en stærk følelse af empowerment og formål.

En intension om at gøre alt dette, fordi det er meningsfuldt i sig selv. Ikke fordi nogen siger at jeg skal, med fokus på at præstere noget, eller I håb om en yderligere belønning.

Intentioner er for mig mere meningsfulde end forsætter, for de tillader en større ydmyghed overfor det faktum, at selvom man prøver, og gør sit allerbedste, er der ingen garanti for at det lykkedes. Og at det er ok. I morgen kan man jo prøve igen.

En god optakt til at sætte en intention for dagen, er et øjeblik at tillade sig selv at føle taknemmelighed. Taknemmelighed for hverdagens små smukke øjeblikke, for andres bidrag, for egne og andres glædelige omstændigheder, måske “bare” det at være i live, og føle sig elsket. Det kan jeg tydelig mærke på denne første arbejdsdag i 2025.

Efter en dejlig juleferie med nærvær og kvalitetstid med de vigtigste mennesker i mit liv, og en uge ved det Røde Hav, føler jeg mig lidt mere buffet-buttet, lidt mindre træt og meget mere klar til et endnu et år. Med gode intentioner, masser af uforudsigelighed og endnu mere meningsfuldt arbejde med at facilitere positive forandringsprocesser, der hjælper andre med at trives og stå stærkere under pres.

Start typing and press Enter to search