2. juli 2022

Af Ida Rahbek-Hertz, Cand.mag. i psykologi og kommunikation

“Creating a World We Want to Live in” – det var titlen på den 10. Europæiske Positiv Psykologi konference, der blev afholdt i Reykjavik, Island, i slutningen af juni. Sammen med 700 forskere og praktikere deltog vi i tre inspirerende dage hvor forskning om well-being, flow, oplevet mening, relationer, mindfulness og compassion var omdrejningspunkt. Konferencens mange bidrag viste med al tydelighed, at der er grund til håb og optimisme for os alle.

Nogle tror måske at den positive psykologi er letbenet, men godt 20 år efter dens grundlæggelse er der kun flere og flere metastudier, der dokumenterer metodernes effekt. I dag er den positive psykologi et forskningsbaseret tværdiciplinært emnefælleskab, der beskæftiger sig med optimal menneskelig funktion, der bidrager med teorier og metoder der kan hjælpe os til at trives og sammen skabe en verden, vi ønsker at leve i. I arbejdslivet bidrager den positive psykologi med væsentlige bud på nytænkning indenfor det psykiske arbejdsmiljø, med fokus på trivsel og mental sundhed som færdigheder der kan trænes.

Temaet mental sundhed fyldte meget på konferencen, og Ida Hertz præsenterede resultaterne fra sit store compassion projekt, der blev gennemført på danske arbejdspladser og viste, at selv under pandemien, hvor manges trivsel var under pres, bidrog compassion træning til en lavere grad af stress og en øget trivsel i forhold til udgangspunktet. Baseret på den viden og erfaringer som kom ud af projektet har vi i større grad målrettet det 8-ugers CCT program til danske forhold, samt udviklet kortere compassion træningsforløb og tilhørende materialer, som let kan implementeres på danske arbejdspladser, med henblik på at styrke trivsel, mental sundhed og forebygge stress.

#forskning #compassion #mentalsundhed #positivpsykologi

Start typing and press Enter to search